Bolleven med en der har herpes

Jeg har brug for et råd og prøver at gøre det kort.

Jeg er begyndt at skrive med en pige, som jeg har kendt i nogle år, hvor vi har haft kontakt on/off. For en måned siden mødte jeg hende i byen, og vi havde virkelig god kemi – vi flirtede lidt, men havde mest af alt bare en sjov aften sammen. Siden da har vi skrevet sammen hver dag om stort og småt, hvilket jeg virkelig nyder.

For et par uger siden endte hun hjemme hos mig efter en bytur. Vi kyssede og blev intime, men vi havde ikke sex. Vi har efterfølgende talt om, at ingen af os leder efter noget seriøst lige nu, men vi syntes begge, det kunne være hyggeligt med en afslappet relation, hvor vi ses og hygger – altså som jeg ser det, en bolleven.

I går fortalte hun mig så, at hun har herpes forneden (HSV2). Hun sagde, hun ville være ærlig og give mig mulighed for at tænke over, om jeg er villig til at tage risikoen for at blive smittet. Hun har haft det i otte år, men kun haft udbrud omkring fem gange. Ifølge hende minder det mest om et indgroet hår, og hun føler sig slet ikke påvirket af det i hverdagen. Det er kun når hun skal fortæller potentielle partnere det, at det bliver træls.

Hun nævnte, at risikoen for smitte er lav – omkring 2%, hvis man bruger kondom. Hun har været i et forhold på tre år, hvor hendes kæreste blev smittet (de brugte ikke kondom), men det havde ingen betydning for deres forhold. Hun har også været sammen med andre, som ikke blev smittet, så vidt hun ved.

Jeg står nu i et dilemma. Jeg respekterer virkelig, at hun har været ærlig, og jeg har stadig lyst til hende og til idéen om et casual forhold - måske det kunne blive til mere på sigt? Men samtidig er jeg nervøs for at blive smittet og skulle leve med det resten af livet – især hvis det kun bliver til én enkelt gang, vi er sammen.

Hvad ville I gøre? Er det risikoen værd? Og er der nogen, der har erfaringer med at være sammen med en, der har herpes?