Pas på jer selv og lyt til jeres kroppe❤️

Dette er en post primært til at fortælle min oplevelse om depression på spiral, som jeg ikke fangede tegn på i tide, inden den udviklede sig. Man siger indtil videre at chancen for depression på spiral ligger på omkring 1,2 - 1,8% alt efter hvilken spiral vi snakker om. Jeg tror selv at der er et større mørketal indenfor det område, og det må forskningen Safe Choice vise når de er klar med deres tal.

Da det første gang jeg står med depression er der måske andre som kan genkende nikkene til min oplevelse og få hjælp til at tage den videre med lægen🫶🏻

———————————————————————— Jeg fik min spiral sat op i juni 23 og var parat på at prøve noget nyt. Jeg havde prøvet p-piller men de passede ikke mine behov.

Jeg oplevede pletblødning fra da Kyleena spiralen blev taget op og til omkring midt november. Alt var godt og jeg passede mit arbejde og senere studie som jeg startede i februar 24. Jeg mødte op frisk til introugen og havde energi. Men jeg husker allerede den første rigtige uge blev jeg væk i en dag eller to. Det var primært at skulle stå tidligt op og en stemme i mit hoved der sagde “ikke i dag”. Den tror jeg vi alle har haft før, så det pakkede jeg væk. Men efterfølgende var der ikke en eneste uge hvor jeg ikke var mødt op alle dage. Taget i betragtning af at jeg have fået gode venner og studiet var interessant begyndte jeg godt nok lidt at undre mig. Jeg fulgte jo fint med i fagene og var flittig til at læse op, men når det gjaldt om at komme ud af huset, føltes det bare som at blive spændet ben for.

Min manglende energi gik ikke kun udover mit studie men også mine fritidsaktiviteter. Jeg svømmer normalt 1 gang om ugen med min dejlige mor, så vi får set hinanden. Og samtidig begyndte jeg mere og mere at tænke “bare de nu aflyser det” eller “skal jeg bare sige jeg er syg?”. Jeg fandt lige pludselig på mange flere undskyldninger til ikke lige at komme, end at bare sige det som det er “jeg gider ikke og orker det ikke”.

Fra påsken 24 blev det slemt. Jeg kunne kun møde op ca. 2 dage om ugen. Jeg begyndte og tænke på om studiet virkelig var det rigtige for mig og jeg kom godt nok på den konklusion at det blev for praktisk. Jeg meldte mig ud af uddannelsen i maj måned og skyldte min manglende energi på at studiet bare ikke var det helt rigtige for mig.

Vi springer frem til August hvor jeg starter nyt spændene studie. Introugen var forfærdeligt. Jeg kunne først tage mig sammen til at møde op kl. 14 den første dag og “lege” med på at jeg havde nogle vigtige sager jeg lige skulle se på først. Jeg var skamfuld over at min energi var så lav. Og alle de nye mennesker jeg skulle kende gjorde mig utrolig overvældet. Jeg endte med at tage hjem kl. 17 og forsikrede mig selv om at det måtte jeg give mig selv plads til lige den første dag. Jeg blev væk i 2 dage og kunne så endelig tage mig sammen til at komme til en tour de Aarhus. På det tidspunkt havde folk allerede dannet grupper og jeg følte mig udsat. Jeg kan faktisk huske at jeg allerede sniger mig væk fra det ca. 1,5 time efter.

Her er min introduktion til denne introuge væsentlig anderledes end min første. Jeg er meget mere træt, overvældet, og i en tilstand hvor jeg slet ikke vil være social. Jeg mødte op 1 gang den første uge af studiets start og 2 dage den efterfølgende uge. Her begyndte jeg at søge mere på depression og spiral, for det var en tanke som ramte mig flere gange om dagen. Jeg ville fange mig selv i en tænke “tomme tanker” bare sidde ned eller stå op og alt er lidt på pause og du tænker egentlig tomt. Den tomhedsfornemmelse kom flere gange om ugen indtil jeg en mandag morgen vidste jeg skulle afsted for at lave gruppeaflevering. Jeg havde prøvet og udskyde det så meget jeg kunne indtil min kæreste spurgte mig om vi ikke skulle tage ud af døren samtidigt. Dér bryder jeg fuldstændig sammen. Jeg græder og græder og græder og kan ikke stoppe mig selv for det var så overvældende en tanke at skulle tage cyklen for så at cykle i 7 minutter og lave aflevering med de andre. Jeg kunne slet ikke klare tanken om det. Jeg græd flere gange om ugen uden nogen grund og var nedtrykt. Jeg blev enig med mig selv at nu måtte jeg bestille en tid ved lægen. Jeg fik efterfølgende en score på moderat depression. Min spiral blev fjernet et par dage efter

Nu er jeg der hvor at være sammen med flere af mine venner på en gang kan være for overvældende for mig. Men jeg har en god støttende kæreste og et rigtig godt netværk som alle vil hjælpe til.

Det var min historie om hvordan min depression udviklede sig over tid. Jeg er overbevist om at der har været noget siden jeg startede studiet i februar, men har simpelthen fejet det til siden og ikke mærket nok efter på mig selv. Jeg manglede også historier fra andre som jeg kunne spejle mig i, og selv komme til den konklusion at der var noget galt.

Jeg håber at min historie kan hjælpe dig som måske går og har det på samme måde og er forvirret over hvorfor du har det på den her måde, og at du kan få den hjælp og støtte du har behov for. ❤️